Forstoppelse er almindeligt og rammer mennesker i alle aldre. Men når vi bliver ældre, ændrer vores krop sig – og det gør vores maver også. Forstoppelse er mere almindelig hos voksne over 65 år.
Forstoppelse er oftest kendetegnet ved, at afføring er nedsat til to eller færre gange om ugen. Andre almindelige symptomer omfatter anstrengelse ved toiletbesøg, hård og tør afføring og følelsen af ikke at være i stand til at blive ordentlig færdig, når man er på toilettet.
Oftest er forstoppelse ikke farligt, men det kan være en meget ubehagelig oplevelse, og hvis det ikke behandles, kan det medføre komplikationer og dårligt helbred, især for personer over 65 år.
Derfor er det vigtigt at passe godt på maven, efterhånden som vi bliver ældre. Læs nedenstående råd for at forebygge eller reducere risikoen for forstoppelse.
- Drik rigeligt med væske
- Spis en fiberrig kost
- Gør motion til en sjov rutine i dit liv
- Hav gode toiletvaner
Husk at drikke rigeligt med væske
For lidt væske er en typisk årsag til forstoppelse. Især hvis du lider af forstoppelse, er det vigtigt at drikke rigeligt. Det anbefales at drikke 1,5-2 liter væske om dagen for at hjælpe din afføring.
Selvom du måske ikke føler dig tørstig, er det vigtigt at drikke. Det kan være en god idé at skifte mellem forskellige typer væske, f.eks. vand, juice, mælk, kaffe og endda suppe. Drik eller spis det, der passer dig bedst, men husk, at en stor mængde væske som kaffe kan give oppustethed, opstød, luft i maven og tynd afføring.
Sørg for, at kosten indeholder mange fibre
Dit indtag af fibre kan være med til at forhindre forstoppelse. Fibre hjælper med at binde væske, og det vil blødgøre og stimulere din afføring og derfor gøre det lettere at komme af med den.
Fibre kan også bidrage til en stigning i gavnlige bakterier i maven. Fibre findes i fødevarer som grøntsager, rugbrød, frugt, nødder, kartofler, fuldkornsbrød, pasta, ris osv.
Men det er ikke nok at spise masser af fibre for at undgå forstoppelse. Hvis du spiser masser af fibre, men ikke får nok væske i løbet af dagen, kan du risikere at få forstoppelse. Dine tarme har brug for lidt af hvert for at fungere ordentligt.
Gør motion til en daglig rutine
Når vi bliver ældre, har nogle af os også en tendens til at blive mindre aktive. Mange mennesker bliver mindre mobile, og vores muskelstyrke reduceres. Manglende fysisk aktivitet kan påvirke risikoen for forstoppelse.
Hvis du er aktiv i mindst 30 minutter om dagen, hjælper det med at forebygge forstoppelse. Gør det derfor til en daglig rutine at bevæge kroppen, og du kan samtidig hjælpe dine tarme med at bevæge sig bedre. Alle former for motion kan være med til at mindske risikoen for forstoppelse, så uanset om det er gåture, yoga, løb, cykling, vandreture eller noget helt tredje, så er det altid sjovere at gøre motion til en daglig rutine, hvis det er noget, du kan lide at lave.
Gode toiletvaner kan gøre en stor forskel mod forstoppelse
Små ændringer i dagligdagen kan være med til at nedsætte risikoen for forstoppelse. Prøv at gøre ovenstående råd til en del af en god rutine.
Hvis du lider af forstoppelse, kan små ting som at sidde anderledes på toilettet hjælpe. Prøv at sidde centreret på toiletsædet, placer fødderne på gulvet, og læn derefter overkroppen fremad, så maven rører dine knæ.
Hvis toiletsædet er for højt til, at du kan gøre det, kan det være en idé at købe en skammel, som dine fødder kan hvile på, så du sidder korrekt.
Nogle ældre kan somme tider ignorere kroppens signal om at gå på toilettet, andre har svært ved at mærke, om de skal. Det kan også være en idé at besøge badeværelset mere regelmæssigt, f.eks. på bestemte tidspunkter på dagen.
Ud over almindelige symptomer som f.eks. færre besøg på toilettet om ugen, anstrengelser ved toiletbesøg eller hård afføring, kan der være andre symptomer, der tyder på, at du lider af forstoppelse. Hvis forstoppelsen ikke behandles, omfatter symptomerne:
- Betydelig smerte
- Oppustning af maven
- Kvalme og opkastning
- Manglende appetit
- Træthed
- Urininkontinens
- Ønsket om at isolere sig og være mindre social
- Hæmorider, anale fissurer eller andre komplikationer på grund af overdreven belastning
Hvis du er usikker på årsagen til dine symptomer, skal du altid kontakte din læge for at få råd og en nærmere undersøgelse.
Hvordan kan jeg forebygge forstoppelse?
- Drik rigeligt med væske hver dag. Det anbefales at drikke 1,5-2 liter om dagen.
- Spis fødevarer, der er rige på fibre såsom fuldkornsbrød, grøntsager, frugt, nødder osv.
- Lav daglige øvelser. Prøv at være aktiv i mindst 30 minutter hver dag.
- Lær gode toiletvaner. Sid direkte på toiletsædet, og forsøg at komme på toilettet hver dag, især hvis du har svært ved at mærke, at du har behov for det.
Hvad er de almindelige årsager til forstoppelse hos ældre?
Nogle af de mest almindelige årsager til forstoppelse hos ældre omfatter:
- Mindre mobilitet eller øget muskelsvaghed, der begrænser bevægelse og fysisk træning.
- Tab af følesans, der påvirker evnen til at mærke signalet om at gå på toilettet, eller at man ignorerer signalet, f.eks. på grund af svært tilgængelige toiletter.
- Ændringer i kosten såsom nedsat væske- og/eller fiberindtag.
- Udvikling af flere medicinske tilstande
- Indtagelse af forskellige lægemidler, der kan påvirke afføringen og forårsage forstoppelse.
- Psykiske lidelser såsom depression, angst og kognitiv svækkelse.
Hvordan kommer jeg af med forstoppelse?
Hvis du er forstoppet, og hvis det ikke synes at lindre dine symptomer, at du drikker meget, spiser flere fibre og dyrker motion, kan det være nødvendigt at lindre dine symptomer med håndkøbsmedicin mod forstoppelse såsom:
- Lacrofarm ( macrogol, natriumchlorid, natriumhydrogencarbonat, kaliumchlorid)
- Lactulose Orifarm (lactulose)
- Magnesia "DAK" (magnesium)
Hvis du er usikker på årsagen til dine symptomer, eller hvis du allerede tager anden medicin, skal du kontakte din læge for at få råd og en nærmere undersøgelse, før du tager medicin mod forstoppelse.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har forstoppelse?
Nogle fødevarer som f.eks. svesker er kendt for at virke afførende, men i det lange løb er det bedst at omlægge sin kost til en mere fiberrig kost og sikre god væskeindtagelse. En halv times motion dagligt er også med til at opretholde en normal tarmfunktion. Der findes medicin til symptombehandling af forstoppelse. Det kan være nødvendigt i kortere eller længere perioder at supplere med et afføringsmiddel.
Er afføringsmidler vanedannende?
Det et en myte at afføringsmidler er vanedannende. De kan være et godt supplement til en ændring af livsstil, og en stor hjælp for dem, som ikke har gavn af flere fibre i deres kost.