Refluks, halsbrand, sure opstød og for meget mavesyre – kært barn har mange navne.
Refluks kan i høj grad forringe din livskvalitet, da det påvirker din hverdag. Du er dog ikke alene, da det er en af de mest almindelige lidelser i mavetarmkanalen. Men hvad kan du egentlig selv gøre for at behandle din refluks?
Refluks er en tilstand, hvor tilbageløb af mavesækkens indhold medfører smerte, svien og ubehag. De fleste oplever det som et kortvarigt problem, men for andre er det en kronisk lidelse. Symptomerne kan give store gener i hverdagen, og omkring 3-4% opsøger deres læge for at få behandling.
Sandsynligheden for at udvikle refluks er større, hvis du ryger, er overvægtig, ældre eller gravid. Men også yngre mennesker kan blive ramt. Symptomerne kan blive forværret, når du spiser, dyrker fysisk aktivitet eller ligger ned lige efter et måltid.
For de fleste er refluks ikke farligt, men hvis du har slemme symptomer, kan det godt være skadeligt. I nogle tilfælde kan refluks føre til komplikationer i form af skade på spiserørets sarte slimhinde, symptomer fra luftvejene og generelt dårlig fordøjelse eller ubehag ved måltider (dysfagi). Oplever du symptomer, hvor du er i tvivl, skal du altid opsøge din læge.
For nogle kan ændrede kostvaner hjælpe mod symptomerne. Ubehaget kan opstå i forbindelse med dine måltider, og det er individuelt, om det er bedst at spise få gange per dag eller flere, mindre måltider. Har du en mere følsom mavesæk, så kan kulsyreholdige drikke, kaffe og juice påvirke dine symptomer negativt. Derudover kan det være en god idé at undgå fed mad, chokolade, pebermynte samt stærk mad.
Hvis du ønsker at behandle din refluks, så afhænger det meget af dine symptomer. Hvis du har milde symptomer, så kan du anvende håndkøbsmedicin, som modvirker smerterne. Du kan købe antacidia, som Alminox DAK (aluminiumaminoacetat, magnesiumoxid) eller Magnesia DAK (magnesium), som neutraliserer syren i mavesækken, eller alginsyre, som lægger sig som et skumlåg i mavesækken. Du kan også anvende medicinsk udstyr, som lægger sig som et låg i mavesækken.
Hvis disse midler ikke hjælper på dine symptomer, kan du altid spørge apotekspersonalet eller kontakte din læge for at få den rigtige rådgivning og behandling. Du skal vide, at du ikke er alene med refluks, fordi refluks er en af de allermest almindelige lidelser i mavetarmkanalen.
Der er en større risiko for at få refluks hvis man er:
- Overvægtig
- Gravid
- Ryger
- Ældre
- I familie med personer, der har refluks
Man kan løfte hovedgærdet på sengen, så syre ikke løber tilbage til spiserøret, mens man sover.
Vægttab kan også afhjælpe refluks, da mavesækken kan trækkes sammen og sende mere syre tilbage, hvis man er overvægtig.
Derudover bør man undgå at:
- Spise 3-4 timer før sengetid
- Ligge ned efter måltider
- Indtage fødevarer man har oplevet problemer med
- Anvende tætsiddende tøj
- Ryge
- Blive stresset
- Være overvægtig
- Dyrke motion lige efter et måltid
Hvis man oplever de følgende symptomer, bør man søge læge:
- Uforklarligt og betydende vægttab> 3 kg
- Synkebesvær/synkesmerter> 2 uger
- Vedvarende opkastning uden anden forklaring
- Blødning fra mavetarmkanalen
- Nyopståede og vedvarende reflukssymptomer
Hvad er symptomerne på refluks?
Refluks kan medføre symptomer såsom smerte, svien, ubehag og brystsmerter. I nogle tilfælde kan refluks føre til komplikationer i form af skade på spiserørets sarte slimhinde, symptomer fra luftvejene og generelt dårlig fordøjelse eller ubehag ved måltider.
Hvad er årsagen til refluks?
Refluks forårsages af syre fra mavesækken, som kan løbe tilbage til spiserøret og i nogle tilfælde luftvejene. Man kan også opleve refluks fx i forbindelse med graviditet.
Hvem får typisk refluks?
Alle mennesker kan opleve refluks, men risikoen stiger, hvis man er ryger, overvægtig, ældre eller gravid.
Hvad kan man gøre mod refluks?
Et klassisk råd er at løfte hovedgærdet på sengen, så syre fra mavesækken ikke løber tilbage, mens man sover. Derudover kan det være en god idé at undgå at spise tæt på sengetid.
Hvad bør man undgå at spise?
Kostens indflydelse på refluks varierer fra person til person, men hos følsomme personer kan kulsyreholdige drikke, kaffe og juice fra citrusfrugter påvirke negativt. Man kan også med fordel undgå fed mad, chokolade, pebermynte og stærk mad.