Vitaminer er vigtige næringsstoffer, som din krop behøver for at fungere normalt. Da din krop ikke producerer disse næringsstoffer naturligt, skal de tilføres via den mad, vi spiser, eller gennem kosttilskud.
Den rigtige balance af vitaminer er vigtig for at opretholde et godt helbred og velbefindende. Hvis vi får for lidt af disse næringsstoffer, kan vi føle os svagere, miste energi og opleve andre sundhedsmæssige påvirkninger. Omvendt kan for mange vitaminer også forårsage skade.
Det er sjældent, at nogen får for mange vitaminer gennem kosten. For store mængder opstår normalt, når man får for mange kosttilskud, og indtager for mange berigede produkter. Det kan være nemmere at finde den rigtige balance, hvis man forstår, hvordan vitaminer fungerer, og hvordan de optages af kroppen.
Vitaminer er organiske stoffer, der generelt klassificeres som enten fedtopløselige eller vandopløselige. Vandopløselige vitaminer ophobes ikke i kroppen, men det gør de fedtopløselige.
Vandopløselige: Vitamin B og C
B- og C-vitaminer er vandopløselige og skal indtages dagligt. Der er en meget lille risiko for at få for meget B- og C-vitamin, da overskydende mængder vil blive skyllet ud gennem urinen. De fleste får nok B- og C-vitamin gennem en sund og varieret kost, selvom der er visse undtagelser:
Gravide kvinder og kvinder, der ønsker at blive gravide, anbefales at tage folinsyre, som er et af mange B-vitaminer. Folinsyre spiller en vigtig rolle i forebyggelsen af neuralrørsdefekter, der fører til fødselsdefekter hos fosteret. Risikoen for at føde et barn med en neuralrørsdefekt er meget lille, men det er nemt at forebygge det ved at tage et kosttilskud med folinsyre.
Hvad gør B- og C-vitaminer?
- C-vitamin – bidrager til at vedligeholde immunsystemets normale funktion, bidrager til at beskytte cellerne mod oxidativt stress, øger kroppens optagelse af jern og bidrager til et normalt energistofskifte.
- B1-, B2-, B6- og B12-vitamin – bidrager til et normalt energistofskifte og bidrager til nervesystemets normale funktion.
- B2- B12-vitamin – bidrager til at mindske træthed og udmattelse.
- Folinsyre - bidrager til vævsvæksten hos gravide kvinder.
Fedtopløselige: A-, D-, E- og K-vitamin
A-, D-, E- og K-vitamin er fedtopløselige vitaminer. De findes primært i fedtholdige fødevarer og optages i kroppen gennem fedt i kosten. De opbevares i kroppens fedtdepoter, leveren og fedtvævet. Kroppen kan få sit behov for disse vitaminer dækket fra fedtlagrene i op til flere måneder. Da disse vitaminer kan lagres, er der en højere risiko for overdosering end med vandopløselige vitaminer.
Hvad gør A-, D-, E- og K-vitaminer?
- A-vitamin – bidrager til at vedligeholde et normalt syn og en normal hud.
- D-vitamin – bidrager til immunsystemets normale funktion og til at vedligeholde normale knogler og tænder. Desuden bidrager D-vitamin til normal optagelse/udnyttelse af calcium og til at mindske træthed og udmattelse
- K-vitamin – bidrager til at vedligeholde normale knogler og til en normal størkning af blodet.
- E-vitamin – bidrager til at beskytte cellerne mod oxidativt stress.
Vi har alle brug for et D-vitamintilskud
For nogle grupper anbefales det at tage D-vitamintilskud hele året og for andre kun i vintermånederne. Sundhedsstyrelsen anbefaler:
5-10 μg D-vitamin dagligt fra oktober til april for:
- Børn over 4 år
- Voksne, der ikke tilhører nedenstående grupper
10 μg D-vitamin dagligt året rundt til:
- Børn 0-4 år (D-dråber)
- Gravide og ammende kvinder
- Børn og voksne med mørk hud
- Børn og voksne, der bærer tildækkende beklædning om sommeren
- Personer, der ikke opholder sig udendørs dagligt, eller som undgår sollys
20 μg D-vitamin dagligt kombineret med 800-1000 mg calcium året rundt til:
- Personer over 70 år
- Beboere på plejecentre
- Personer med øget risiko for knogleskørhed uanset alder
Ofte stillede spørgsmål
Er multivitaminer spild af penge?
Hvis du spiser en varieret og sund kost, får du de fleste af de vitaminer, du har brug for. Men hvis du ikke spiser så varieret, som du gerne ville, eller hvis du har nedsat appetit, kan multivitaminer være et godt supplement. D-vitamin er særlig vigtigt. Det anbefales, at alle tager et D-vitamintilskud – nogle hele året og andre kun i vintermånederne.
Er det godt at tage multivitaminer hver dag?
Hvis du spiser en sund og varieret kost hver dag, behøver du ikke tage multivitaminer dagligt. Men hvis du ikke altid spiser sundt og varieret, kan det være en god idé at supplere din kost dagligt med et multivitamintilskud.
Er det bedst at tage multivitaminer eller individuelle vitaminer?
Med mindre du har brug for et ekstra tilskud af et bestemt vitamin, kan du med fordel tage et multivitaminprodukt, der indeholder både vitaminer og mineraler.
Er der forskel på multivitaminer?
Ja. Niveauet af vitaminer og mineraler varierer fra produkt til produkt. Læs etiketten for at se produktets dosis.