Overgangsalderen er en naturlig biologisk proces. Niveauet af kvindelige kønshormoner (østrogen og progesteron) falder, og kvaliteten og frigivelsen af æg fra æggestokkene aftager. Ultimativt ophører menstruationerne, og kvinden bliver ufrugtbar.
Overgangsalderen kan vare fra få år til mere end 10 år. Overgangsalderen deles op i perimenopause, menopause og postmenopause. Perimenopause indtræder typisk fra 45-årsalderen og varer frem til 12 måneder efter ophør af sidste naturlige blødning (menopause). Menopausen indtræffer i vestlige lande i 51 52-årsalderen. Rygere og særligt disponerede kvinder går tidligere i menopause. Perioden efter overgangsalderen betegnes postmenopausen.
Denne side giver dig et overblik over mulige forandringer, der kan komme i forbindelse med overgangsalderen, og hvad du kan stille op i de enkelte faser.
Du genkender måske nogle af forandringerne? At dine menstruationer ændrer sig - bliver uregelmæssige, hyppigere eller sjældnere?
Typiske gener:
- Menstruationsændringer
- Svedeture
- Irritabilitet
- Urolig søvn
Menopausen er ikke en fase, men det tidspunkt, hvor du havde din sidste menstruation. Og det kan faktisk først bestemmes med tilbagevirkende kraft, når der er gået 12 måneder siden din sidste menstruation.
Niveauet af kvindelige kønshormoner forbliver lave resten af livet. Du kan opleve de samme gener som i perimenopausen, men ofte i mildere grad. Ved ophør af blødninger inden 45-års alderen sker der en hurtigere afkalkning af knoglerne. Ved langvarig nedsat østrogenniveau har kvinden øget risiko for tørre slimhinder. Tørre slimhinder i skeden kan medføre smerter ved samleje. Tørre slimhinder i blæren kan øge tendensen til urinvejsproblemer.
Andre gener:
- Hurtigere afkalkning af knoglerne
- Hårtab
- Tørhed i skede og blære
- Tørre øjne
Grafen viser østrogenniveauet igennem overgangsalderens forskellige faser, som kan variere fra kvinde til kvinde
I overgangsalderen gennemgår din krop fysiske forandringer på grund af hormonelle ændringer.
Dannelsen af østrogen og progesteron i æggestokkene aftager. Det fører til, at menstruationerne ændrer sig og til sidst ophører.
Livmoder og æggestokke skrumper. Livmoderslimhinden bliver tyndere.
I Asien kaldes overgangsalderen for ”det andet forår” og anses som en naturlig del af en kvindes liv. Overgangsalderen forbindes i asiatisk kultur ofte med visdom og modenhed og opfattes som en tid, hvor balancen mellem energierne genskabes.
Man bør anerkende fordelene ved overgangsalderen. Da vores individuelle erfaringer og perspektiver er forskellige, kan de variere fra person til person. Nogle kvinder kan møde udfordringer, men for mange kvinder medfører overgangsalderen positive forandringer. For alle kvinder indebærer overgangsalderen overgangen til et nyt kapitel i livet.
Mange kvinder i overgangsalderen oplever øget selvværd gennem øget livserfaring. Kvinder behøver ikke længere bekymre sig om uønskede graviditeter eller prævention.
Farvel til menstruation
Overgangsalderen er overgangen til ophør af menstruationer. Slut med at håndtere månedlige blødninger, ubehag eller dyre hygiejneprodukter. Væk med menstruationsgener, oppustethed, brystspænding og irritabilitet. Ja til frihed fra ubehag pga. menstruationer.
Ingen prævention
Ophør af blødninger nedsætter muligheden for graviditet. Vær opmærksom på, at du først 1-2 år efter blødningsophør kan være helt sikker på at undgå graviditet. Dit sexliv forenkles, når du ikke behøver at tænke på prævention. Skifter du ofte partner, er det dog en god ide at bruge kondom for at undgå kønssygdomme.
Personlig udvikling
Overgangsalderen ses ofte som en milepæl i en kvindes liv fra mulighed eller risiko for graviditet til en fase med visdom og modenhed. Det kan blive en tid til selvrefleksion, personlig udvikling og til at åbne for nye muligheder.
Du kan hjælpe dig selv til at få det bedre. Apotekerne har personale, som kan støtte og rådgive dig. Er din livskvalitet påvirket i alvorlig grad, kan du få hjælp hos din læge, eventuelt få lægen til at henvise dig til gynækolog. Forskellige klinikker har specialiseret sig i kvinders sundhed.
Træning og motion
Motion afhjælper ofte gener i overgangsalderen, især hede- og svedeture. Find en motionsform du kan lide. Kombinér styrke- og konditionstræning, f.eks. rask gang, løb eller svømning. Styrketræning styrker knoglerne.
Søvn og hvile
Motion kan give en bedre søvn og afhjælper humørsvingninger. Hjælp dig selv til gode søvnrutiner og sørg for at soveværelset er køligt, mørkt og stille. Undgå mobiltelefon før sengetid. Visse afslapningsteknikker fremmer ro og hvile. Overgangsalderen kan være stressende, og stresshåndtering er afgørende for dit generelle velbefindende. Gør stresshåndtering til daglig rutine. Dybe vejrtrækningsøvelser, meditation, yoga, hobbyer og aktiviteter giver glæde og
energi. Prioritér dig selv! Find tid til aktiviteter, der giver glæde og afslapning. Det kan være at læse en bog, tage et bad, praktisere mindfulness eller dyrke en særlig hobby.
Om mad
Føden påvirker alle menneskers velvære, også kvinder i overgangsalderen. Spis masser af frugt, grøntsager, kornprodukter, proteiner og sunde fedtstoffer. Undgå eller begræns fødevarer, der kan udløse hedeture og svedeture, f.eks. krydret mad, koffein og alkohol.
Har du brug for hjælp?
Kontakt lægen eller gynækologen, hvis du oplever gener, som er svære at takle i dagligdagen. De kan sammen med dig afklare, om du har brug for medicinsk behandling, og hvordan behandlingen kan sammensættes.
Lad os tale om det!
Overgangsalderen er en anderledes tid – og for nogle en udfordrende tid. Søg støtte og viden hos sundhedspersonale, venner, familie eller f.eks. onlinefællesskaber. At tale med kvinder, der gennemgår eller har gennemgået overgangsalderen, kan give værdifuld indsigt og følelsesmæssig støtte. Udveksling af erfaringer er en god hjælp for mange!